Mandvi

OLYMPUS DIGITAL CAMERAMandvi har været den perfekte kulisse at skrive ph.d.-ansøgning i. En lille kystby med et stort hjerte der pumper livet dovent rundt i små, snoede gader. Det eneste minde om fordums travlhed er de enorme træskeletter der ligger som opskyllede fortidsuhyrer i det næsten udtørrede havneløb. Lyden af hammer og sav stiger op fra lastrummenes dyb, men arbejdet går så langsomt at det ikke er til at sige om skibene er ved at blive sat sammen eller pillet fra hinanden igen.

Den lokale dyrebestand har for længst mistet enhver frygt for de monstrøse skikkelser der ligger så dybt i sandet at end ikke tidevandet kan vække dem fra deres slummer. Midt på dagen flokkes hunde og køer til de gavmilde skyggebringere og lukker trygt øjnene under et skrånende skrog eller en fremskydende køl. Hvis syndfloden kommer, vil de være de første ombord på arken.

Selv har jeg nydt stilheden på det gamle hospital der nu drives som herberg for udlændinge og andre hædersfolk af den occidentfile ejer Vinod og hans stivbenede tjener Vijay. Sammen er det lykkedes dem at forvandle smerte og sorg til ophøjet sjælero. Her bliver kurvestolen flyttet ind i skyggen endnu inden man når at sætte sig, og vandflasken fyldt op netop som man tømmer den sidste dråbe.

Og indiske gæster der taler for højt i receptionen, de bliver høfligt vist døren.

Det meste af tiden har jeg tilbragt ved det lille skrivebord der blev flyttet ind på mit værelse og dækket af en fin grøn-og-hvid-ternet dug straks efter min ankomst. Med døren på klem til svalegangen og den åbne fællesterrase fuld af lavmælte samtaler og knitrende aviser har jeg siddet bøjet over computeren og kaffen og samlet tankerne om det vanvid der har raset i mig siden sidste sommer da jeg første gang så en af de hensmuldrende gyan chaupar-spilleplader.

Tolvtusindogfemogtyve tegn er det blevet til, hvilket er femogtyve tegn for meget. Fristelsen til at lade dem stå i protest mod centraladministration og almindeligt bureaukrati er stor, men jeg er kommet for langt til at statuere mit eget eksempel. Desuden har jeg allerede skovlet enoghalvtredstusindogtreogtres tegn ind i diverse appendikser til de særligt ivrige.

Hvis jeg udelader mit navn fra titelbladet, mangler jeg kun at fjerne fem tegn.

I morgen stiger jeg ombord på Ala Hazrat Express og følger sporet tilbage til Ahmedabad hvor der venter mig en forhåbentlig hæsblæsende uge fuld af mennesker og manuskripter. Jeg har flere kontakter at følge op på end jeg kan overskue i skrivende stund, men hvis jeg tager dem én efter én med rickshaw og chai til, så går det jo nok på måder som jeg alligevel aldrig ville kunne have planlagt mig frem til.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s