Et sidste spil

“Are you alright?”

Det var et tåbeligt spørgsmål. Museumsinspektøren var tydeligvis ikke alright. Hun lå i fosterstilling på gulvet og pressede fingrene hårdt mod sit kranie.

“I’m fine,” hvæsede hun gennem sammenbidte tænder. “One ticket fifty rupees.”

Bharatiya Sanskrita Darshan Kachchh er et etnografisk museum i udkanten af Bhuj. Den største by i provinsen Kutch der grænser op til Pakistan i det nordvestlige Gujarat. En verden af sand, salt og sejlivede nomadefolk.

Det var her at et jordskælv i 2001 jævnede hele landsbyer med jorden og slog omkring 30.000 mennesker ihjel. Sporene skræmmer stadig i Bhuj hvor mange af de gamle paladsbygninger henligger i ruiner. Kun byens klokketårn synes at stå nærmest uberørt tilbage. Om end klokkerne er taget ned, og tiden gået i stå.

Da jeg lidt senere vendte tilbage til kontoret for at få tilladelse til at fotografere museets stofvævede ludo- og skakbrætter, sad Niti foroverbøjet i direktørstolen og slog panden mod kanten af skrivebordet mens hun jamrede stille.

“Can I get you anything?” spurgte jeg en smule mere begavet end sidst.

Hun løftede langsomt hovedet og kiggede på mig som om hun aldrig havde set mig før. Så vendte hun det hvide ud af øjnene og sank sammen over armlænet.

Jeg tog et skridt hen imod hende, men før jeg kunne nå at tage det næste, støttede hun sig op på albuen og greb blindt ud efter en vandflaske på gulvet. Hun strejfede den med hånden, den stod og vaklede lidt inden den væltede og trillede hen for fødderne af mig. Jeg samlede den op og gav den til hende.

“So, you have interest in game?” spurgte hun og satte flasken skævt for munden, så vandet løb ned over hagen og satte sit mørke aftryk på kjolebrystet.

Hun lod ikke til at ænse det, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at følge hendes eksempel.

“I would like to get permission to photograph your chaupad boards.”

Hun rettede sig lidt op i stolen.

“It is for research purposes only.”

“Then also you must make photo of nav kakri board. You will find outside in mud hut.”

En lærerstuderende havde introduceret mig til nav kakri, eller ni sten, få dage forinden på en bænk ved paladssøen i Jamnagar. Han havde dog været mere optaget af den omstændighed at det var første gang han snakkede med en udlænding end af at forklare mig reglerne. Desuden skulle han både nå i bad og i tempel inden undervisningen begyndte.

Niti tog et tilfældigt brev fra skrivebordet og tegnede en spilleplade på bagsiden. Tre kvadrater inde i hinanden forbundet med to streger der dannede et kors i midten. Ligesom vores eget mølle. Det eneste spil fra spillemagasinet i mine bedsteforældres sommerhus jeg aldrig rigtig havde gidet sætte mig ind i.

Hun vendte bunden i vejret på en klipseholder og rystede den med en bevægelse der forplantede sig til hele resten af kroppen. Hendes øjne glippede, og jeg rakte armene frem, klar til at gribe hende. Så trak en pludselig mavekrampe hende sammen om sig selv.

Jeg tog forsigtigt armene til mig i takt med at hun foldede sig ud igen.

“You begin,” sagde hun og skubbede ni klips over til mig. “First turn place two stone.”

Jeg bukkede det yderste led af mine klips opad, så jeg kunne skelne dem fra hendes. Så placerede jeg to af dem vilkårligt på steder hvor en vandret streg mødte en lodret.

Hun fandt en lille pincenez frem fra skrivebordsskuffen og flyttede blikket frem og tilbage mellem mig og brættet. Til sidst placerede hun to af sine egne klips centralt og ved siden af hinanden.

Et eller andet med en svikmølle begyndte at dæmre, og jeg sørgede for at placere min næste klips ved siden af en af dem jeg allerede havde placeret i forvejen. Hun tog prompte til genmæle ved at føje en tredje klips til sin egen række og fjerne den klips jeg netop havde placeret.

“Now you lose,” sagde hun og gned sig i hænderne som om hun prøvede at få varmen i eftermiddagsheden. “But please try.”

Tre minutter senere havde jeg kun to klips tilbage på brættet og spillet var slut. Farven var vendt tilbage i Nitis kinder, og hun insisterede på at vi nu skulle spille et andet spil på det samme bræt.

Bharat charat viste sig – bortset fra navnet – at være identisk med nav kakri. Og endnu engang vandt hun stort.

“How much will it cost me to get a photo permission?” spurgte jeg.

“Two hundred if you lose,” svarede hun med dagens første smil. “Fifty if you win.”

Nav kakri or bharat charat?”

“New game. Children game. All the time I play.”

Hun kaldte på opsynsmanden gennem et åbentstående vindue og fik ham til at rode rundt på gårdspladsen efter småsten. Klips var tydeligvis ikke længere en mulighed. Denne gang var det alvor.

“Come here,” sagde hun og lod sig glide fra stolen ned på gulvet hvor jeg havde fundet hende da jeg kom.

Vi satte os på knæ over for hinanden og lagde håndfladerne mod det kølige stengulv. En svalende fornemmelse bredte sig ud i hver en fiber af min overophedede krop. Måske det var derfor at hun havde foretrukket gulvet frem for stolen.

Opsynsmanden lagde otte små runde sten foran hver af os. Niti viste mig hvordan man skulle kaste dem op i luften og forsøge at gribe så mange af dem som muligt med oversiden af hånden. Derefter skulle man slynge dem tilbage op i luften og denne gang forsøge at lukke hånden om dem.

Så snart man havde mindst én sten i hånden trådte spillet ind i sin anden fase.

Nu gjaldt det om at samle alle stenene fra jorden op i hånden. Men for at samle en sten op fra jorden skulle man først kaste en sten fra hånden op i luften. Den første sten skulle samles op mens den anden var i luften, og den anden sten skulle gribes efter at den første var samlet op. Vovede man at kaste to sten op i luften, måtte man naturligvis også samle to sten op fra jorden.

Niti frarådede mig dog at prøve. Jeg ville højst sandsynlig bare tabe alle fire sten. Jeg nikkede ivrigt og enig mens hun demonstrerede at det imidlertid godt kunne lade sig gøre. Det lykkedes hende i første forsøg.

“Winner is the first with all stone in hand,” afsluttede hun. “Ready?”

Da hun havde samlet alle sine otte sten op sad hun høfligt og ventede på at jeg skulle blive færdig med mine.

“You want different game?” spurgte hun inden fumlefingeriet blev alt for pinligt.

“No, it’s okay, I can pay two hundred rupees.”

“One more game, come on. Small children game. You can win.”

Og sådan blev det ved. I en endeløs regression mod en fjern og tabt barndom i en landsby et eller andet sted på saltstepperne uden for Bhuj. Til sidst løb hun rundt om mig og opsynsmanden med hænderne for øjnene og legede titte-bøh.

Flere gang prøvede jeg at rejse mig og træde ud af den ring hun havde slået om os, men hver gang fandt hun bare på en ny leg eller en ny variation over en gammel leg. Selv opsynsmanden, der ellers havde taget godt imod det uventede afbræk i hverdagen, begyndte at se beklemt ud.

“Five clock,” mumlede han og så ned i gulvet. “Museum close.”

Hun stoppede op og stirrede anklagende på ham. Så vendte hun sig om mod mig.

“I am forty-seven years old,” sagde hun med en pludselig alvor i stemmen. “Only forty-seven years old.”

Fototilladelsen blev underskrevet i tavshed. Pengene skiftede hænder uden anden lyd end papirets de var trykt på.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

One comment

  1. Henrik

    Din fortælling minder mig om hvordan det legende element desværre er forsvundet ud af vores kultur, og blevet afløst af vidensspil. Trivial Persuit, for bare at nævne´et markant spil af slagsen. Konkurrencesamfundet har spidset albuerne og er klar til kamp altid. Jeg synes sgu´ det er dejligt at læse om et modent veluddannet menneske fra den anden side af kloden som leger kreativt og med iver, over variationer af en urleg. Og hold op hvor er de fede at se på de der gamle indiske spilleplader…..

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s