Knæk og bræk

Knæk og bræk_1Jeg har længe undret mig over hvorfor stigerne på de jainistiske gyan chaupar-spilleplader ofte knækker dramatisk eller fører gennem små geometriske symboler på deres vej op i de højere kosmiske luftlag.

Nu har jeg muligvis fundet en forklaring.

Jeg har tilbragt de sidste par aftener på Hotel Kirti i Jamnagar med at studere Tattvarthasutra der beskriver grundprincipperne i den jainistiske verdensforståelse. Teksten menes at stamme fra 2. årh. e.v.t. og er en af jainisternes få kanoniske tekster der er skrevet på sanskrit. De fleste andre er skrevet på ardhamagadhi der skulle distancere den jainistiske kanon fra såvel den hinduistiske (sanskrit) som den buddhistiske (pali).

I vers 2.27 står der at sjælens karma bevæger sig fra inkarnation til inkarnation langs shreni, hvilket kan betyde linjer eller rækker. I vers 2.29 står der videre – hvis jeg forstår den ekstremt koncise tekst korrekt – at karmaen kan bevæge sig ad op til fire shreni. Det vil altså sige at den kan skifte retning op til tre gange undervejs på dens færd fra én inkarnation til en anden.

Efter nøje at have gennemgået de ti jainistiske spilleplader jeg har indsamlet indtil videre, kan jeg konstatere at ingen af deres stiger knækker mere end tre gange. Den eneste spilleplade hvor stigerne knækker flere gange, er en af de hinduistiske spilleplader, hvis stiger ellers ikke plejer at knække.

Knæk og bræk_2Jeg har længe haft på fornemmelsen at hinduisterne – og især de sekteriske tilbedere af guden Vishnu – kopierede spillepladerne fra jainisterne, ændrede antallet af felter fra 84 til 72 og skiftede den religiøse terminologi ud med en anden og mindre veltilpasset. De hinduistiske spilleplader fremstår i det hele taget mere inkonsistente end de jainistiske og formår ikke i samme grad at udnytte samspillet mellem form og indhold.

Det ville derfor ikke overraske hvis den hinduistiske spilleplade med de op til fem gange knækkede stiger var en misforstået imitation af de jainistiske spilleplader. Ikke mindst fordi den synes at stamme fra Gujarat der almindeligvis associeres med jainistiske spilleplader, mens hinduistiske spilleplader almindeligvis associeres med nabostaten Rajasthan.

Hvis jeg har ret i min antagelse at knækkene og de små geometriske symboler på stigernes vej opad repræsenterer karmaens vinklede vej fra krop til krop, føjer det en dimension til spillet der med endnu større tydelighed synes at pege på dets oprindelse i karmiske diagrammer som de efter sigende forefindes i jainistiske middelaldermanuskripter.

Det udvider mit efterforskningsområde en smule da jeg nu også skal til at lede efter gamle illustrerede manuskripter af Tattvarthasutra og det ofte citerede kommentarværk Sarvarthasiddhi. Heldigvis har jeg en aftale med dr. Yatin Shah i Hemchandracharyas fuldt digitaliserede tempelbibliotek i Patan senere på måneden, så mon ikke noget lader sig finde med lidt hiv og sving, et knæk og et bræk?

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s