Udfrielsens veje

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Moksh Yatra

Det er efterhånden gået op for mig at det ikke er de jainistiske læremestre men deres disciple man skal have fat i hvis man gerne vil have noget at vide. Læremestrene sidder som regel døende og dvaske på små podier mens de velsigner lægfolket med roterende håndbevægelser der leder tankerne hen på en kos drøvtyggende kæber. Spørger man dem om noget, vågner de momentant op fra deres mentale slummer og vinker en af deres disciple frem til svar.

Sådan var situationen også i upashrayen, eller klosteret, ved siden af Dada Saheb-templet i Bhavnagar. Dér sad Shree Vigyanprabh Vijayji Maharaj Saheb og ræbede højlydt mens jeg fortalte om de gamle jainistiske spilleplader. Halvvejs gennem præsentationen glippede han med øjnene og lod hovedet synke ned på brystet.

Så lagde han sig ned på podiet og faldt i søvn.

De der endnu ikke havde fået deres velsignelse, stormede frem og lagde panderne mod hans vældige korpus. Selv samlede jeg mine spilleplader sammen og bakkede langsomt væk.

“Please come here,” lød en stemme netop som jeg skulle til at gøre omkring og forlade upashrayen.

En mand på min egen alder sad på gulvet bag et lavt bord fyldt med bøger og papirer. Han var svøbt i et simpelt hvidt klæde og havde den karakteristiske strithårsfrisure som de jainistiske munke får når der er gået lidt for længe siden de sidst fik trukket hårene op med rode.

“I also know this game you are talking about. I have made it myself together with my student. Perhaps you would like to see?”

Hemprabhsurishwarji Maharaj Saheb havde aflagt munkeløftet som otteårig. Siden havde han hverken haft familie, bolig eller ejendele. Kun et hvidt stykke stof og en tiggerskål. Til låns fra menigheden, forstås.

Otte måneder om året vandrede han rundt i hele landet uden andet end fremmedes gavmildhed at forlade sig på. Og selv om den gavmildhed han fandt var stor, måtte han kun modtage lidt af den. Hans tiggerfærd skulle være gocari, eller som koen bevæger sig, hvilket vil sige en mundfuld hér og en mundfuld dér. Aldrig måtte han fylde sin mave fra ét og samme hus.

De resterende fire måneder holdt han sig inden døre i en af menighedens upashrayer, mens monsunen rasede udenfor og gjorde hvert et skridt til et mindre massemord. Selv vand bestod af levende organismer som var omfattede af ikke-voldsdoktrinen. Munkene måtte kun drikke det hvis det var blevet kogt først.

Og naturligvis ikke af dem selv.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Dev Guruvandan

Det var den del af læren jeg havde sværest ved at forstå. At munkene ikke måtte synde selv, men gerne måtte bede andre om at gøre det for dem. De måtte for eksempel ikke bruge elektriske apparater som mobiltelefoner og computere, men kunne alligevel godt kontaktes per telefon eller via mail gennem lægfolkene omkring dem.

Indrømmet var det dog ikke så ligetil da de jo kun var “hjemme” fire måneder om året, og det som regel i nye upashrayer med nye folk omkring sig. De skiftede med andre ord telefonnummer og emailadresse som vi andre skifter krop på den store sjælerejse.

Det var under en monsun i Jamnagar for et par år siden at Hemprabh for første gang havde set en af de gamle jainistiske spilleplader hvor felterne repræsenterer forskellige hjørner af universet og brikkerne spillernes sjæle.

“But the game was too much complicated,” forklarede han. “Even adults could not understand. I wanted again to make it a children’s game.”

Resultatet var en farverig folder i billig laminat med tre simple børnespil. Moksh Yatra (udfrielsesrejse) og Moksh Shreni (udfrielsesrækker) var modellerede over det gamle jnan bazi, eller vidensspil, mens Dev Guruvandan (lovprisning af de guddommelige læremestre) var et simpelt genkendelses- og huskespil der skulle lære spillerne navnene og rækkefølgen på de fireogtyve tirthankarer, eller profeter, og deres mest prominente efterkommere.

Folderen var ikke til kommerciel brug og blev udelukkende cirkuleret i jainistiske kredse. Jeg kunne ikke købe den af ham da han ikke måtte tage imod penge, og han kunne ikke give mig den da han ikke ejede den.

Situationen var kompleks.

“Perhaps you could ask somebody to give it to me?” spurgte jeg forsigtigt.

Hemprabh smilede.

“Now you understand.”

Lidt efter så jeg en smart forretningsmand i lærredsbukser og lyserød skjorte sidde på hug foran en lille dreng der kæmpede for at holde tårerne tilbage. Manden rakte hånden frem, og drengen afleverede sin tre-i-én-spilleplade med et hulk og et snøft.

Jeg er stadig ikke sikker på om optrinnet var iscenesat af Hemprabh som en lektion i den personlige ejendoms ulyksaligheder. Og om lektionen i så fald var rettet mod mig eller drengen.

Men jeg uploader under alle omstændigheder billederne af spillene her som en forsinket og ringe trøst.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Moksh Shreni

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s