Karmiske forbindelser

Jeg prøver stadig at forstå hvordan det kunne gå til at jeg i går eftermiddags sad på rektors kontor på Government Arts College i landsbyen Vallabhipur 40 km nord for Bhavnagar og snakkede i telefon med den dr. Shah som jeg forgæves har forsøgt at få fat på lige siden jeg kom til Indien.

Det begyndte vel et sted på vejen ned ad de 3500 trin fra tempelbjerget Shatrunjay i Palitana. Dér mødte jeg en jainistisk kernefamilie fra Chennai i sydindien. Manden havde eget computerfirma og tjente pengene, men kvinden var bedre uddannet og mere interessant at snakke med. Ikke mindst fordi hun havde taget turen op og ned ad bjerget 108 gange og var kommet på andenpladsen i The All India Jainology Competition.

Konkurrencen gik kort fortalt ud på at deltagerne fik udleveret seks bøger som med encyklopædisk præcision gennemgik alt hvad der var værd at vide om jainisme. Hvert efterfølgende halvår skulle deltagerne med hukommelsens kraft gengive kolde fakta fra først den ene og så den næste bog indtil de var hele pensum igennem. Vinderen var den der tre år senere havde scoret flest point i sine eksamener.

Siddhi havde fået 78 point. Vinderen havde fået 79.

Det var Siddhi der fortalte mig om Vallabhipur. Stedet hvor de jainistiske acharyaer, eller øverste læremestre, havde samledes omkring 5. årh. e.v.t. for at nedfælde de hellige agamaer der indtil da udelukkende havde været overleveret mundtligt. Det var sket efter at alskens katastrofer fra tørke og hungersnød til krig og oversvømmelse havde hærget landet og truet med at slette alle spor af den gamle visdom.

Dengang havde Vallabhipur været vidt berømmet for sine biblioteker og universiteter der blev sponsoreret af den lokale maharaja. I dag var der ikke andet tilbage end et par grundskoler og en tilgroet herskabsbolig. En hullet landevej skar sig tværs gennem byen og sendte tunge skyer af ophvirvlet støv ind over de lave huse der bredte sig ud til begge sider.

Monumentet over det jainistiske konvent der havde fundet sted for 1500 år siden, lå i kælderen under et tempel opført til ære for den første jainistiske tirthankara, eller brobygger mellem denne verden og det hinsides, der havde vandret på jorden for hundredtusindvis af år siden. De lærde acharyaer sad på rad og række rundt langs væggene i klassisk lotusstilling og så væsenligt mere enige ud end de utallige sekteriske skismer synes at vidne om.

Opsynsmændene på stedet talte ikke engelsk og besad tydeligvis ikke deres forgængeres indsigter. De spyttede og pruttede sig vej rundt mellem templer og klostre og insisterede på at fotografere mig med armen rundt om busterne af det ægtepar der havde financieret monumentet. Som modydelse fik jeg lov til at knipse løs i hovedtemplets inderste kammer, hvilket ikke bare er en synd, men en slange der fører direkte til helvede.

Forhåbentlig ser min spilleplade anderledes ud.

Jeg havde en halv time at slå ihjel før bussen kørte tilbage til Bhavnagar, og besluttede mig for at slentre en tur ned gennem de små gader der førte væk fra hovedvejen. Fem minutter senere sad jeg sammen med en gammel, paan-tyggende mand og trænede den uskønne blanding af engelsk, hindi og gujarati som jeg hakker mig frem gennem det sociale landskab med.

Min erfaring siger mig at hvis man som udlænding i indiske landsbyer bliver stående på det samme sted mere end nogle få minutter ad gangen, så bliver man automatisk omringet af et sted mellem ti og tyve tilfældige forbipasserende. Og sætter man sig ned, som jeg havde gjort det ved siden af den gamle mand, så er der ingen grænser for mange nysgerrige man kan tiltrække.

Den eneste nogenlunde engelsktalende i den stadig voksende kreds omkring mig var en ung statskundskabsstuderende der ikke rigtig havde været i humør til at gå i skole den dag. Han lod mig vide at jeg hellere måtte se at komme videre inden den omkringstående nysgerrighed blev korporlig, og tilbød at vise mig rundt i Krishna Kumar Sinhvis palads der havde været beboet indtil for omkring halvtreds år siden.

Den unge fyr fik trukket mig ud gennem en pludselig opstået sprække i menneskemængden og ført mig ind i forgården til en forsømt haveli med smukt udskåret træværk og eget tårn. Desværre var porten låst, og det så ud til at jeg alligevel ville nå min bus oppe fra hovedvejen.

Men først skulle der tages billeder, laves telefonopkald og sendes barfodede smådrenge med ilbud.

Kort efter stod barnebarnet af den forrige maharajas chefadministrator foran porten med en kolossal smedejernsnøgle i hånden. Den drejede rundt i låsen som havde den bare aftenen forinden drejet i modsat retning.

Vi gik rundt i de statelige indre gårde og besøgte såvel shivatempel som harem. Under en porthvælving lå fængslet der var så trangt at jeg troede at tremmerne var en slags dekoration langs murværket. På væggen overfor hang en mandshøj riffel der var så tung at det mindst ville have krævet to vagter at løfte den. Men den var vel trods alt nemmere at manøvrere end de rullende kanoner der stod rundt langs murene som efterladte trækvogne.

Mens vi sad og nød skyggen og den svale brise i en gyngebænk mellem to jalousiskærme, spurgte barnebarnet om jeg ville med hjem og se billeder fra hans bedstefars tid i paladset. Han kunne iøvrigt også give mig et lift tilbage til Bhavnagar hvor han skulle lave den månedlige afbetaling på bilen.

At det tilmed ville være ham en stor ære at have mig på slæb, var en helt igennem unødvendig tilføjelse.

Sohil havde ikke kun billeder af sin bedstefar, men også af maharajaen og hans søn. Sidstnævnte poserede ved siden af en stor pokal sammen med resten af sit crickethold der udelukkende bestod af prinser. De var klædt i engelske kostskoleuniformer og elegant svungne turbaner behæftet med rhombeformede smykker der glitrede hele vejen ned til deres næserygge.

Mens moren kogte te på mit medbragte flaskevand af frygt for at mit helbred skulle lide overlast under hendes husførelse, fandt Sohil sin bedstefars gamle bøger frem fra en snavset plasticpose under sengen. De inkluderede Duncan Forbes’ hindugrammatik fra 1858, en manual i korrekt geværføring og hornblæsernoder til adskillige marcher og fanfarer.

En række anbefalingsbreve fra bedstefarens britiske foresatte beskrev ham som lærenem og velopdragen. Et af dem understregede sågar at han ikke én eneste gang var mødt op i beskidt uniform.

“I could imagine no better man to blow the bugle in any of His Majesty’s regiments,” sluttede brevet.

Jeg kommenterede så godt jeg kunne på blandingssprog og med fagter, men hver gang jeg åbnede munden blev jeg overdøvet af morens evnesvage søster. Hun sad helt tæt på mig med fortænderne strittende vandret ud i luften og sagde: “Bye-bye, British, bye-bye!”.

Samtalen døede hurtigt ud da det sidste billede og den sidste bog var lagt til side. Sohil følte tydeligvis at han måtte finde på noget. Ikke mindst fordi banken havde ringet og sagt at der ikke var penge nok på kontoen til at gennemføre afbetalingen på bilen.

Han skulle med andre ord ikke længere til Bhavnagar. Og bussen var for længst kørt.

“You meet Sanskrit teacher,” sagde han pludselig og tastede et nummer på telefonen.

“She know English?” spurgte jeg.

“No problem,” sagde han mens telefonen allerede ringede i den anden ende. “She know Sanskrit. You talk with her!”

Jeg vidste at det ikke ville føre nogen vegne at forsøge at forklare forskellen på at kunne læse og kunne tale sanskrit, så jeg holdt høfligt min mund og nød udsigten mens jeg styrede direkte mod den sociale afgrund foran mig. Min eneste trøst var at indere almindeligvis er endnu mere ivrige efter at dække over den slags akavede situationer end jeg selv er.

Skolen var opkaldt efter byens sidste maharaja, Shree Gambhir Sinhji, hvis søn nu var en gammel mand et sted i Bhavnagar. Den havde stået tom i flere årtier indtil et hjemløst Government Arts College for et par år siden havde fået lov til at flytte ind i dens lokaler. En ny og bedre bygning var ved at blive opført på en tomt bag skolen, men ingen syntes rigtig at vide hvornår den var bestemt til at stå færdig.

Jeg blev marcheret direkte ind på rektors kontor med en hale af uniformerede drenge og piger bag mig. Sohil nåede lige akkurat at introducere mig på gujarati inden han blev opslugt af mængden.

Jeg så ham ikke siden.

Rektor var en yngre mand med moderigtigt brillestel og åbenstående skjortebryst. Han talte det bedste engelsk jeg havde hørt den dag, og fortalte da også at han boede i Bhavnagar en times kørsel derfra. Han kunne desuden berette at han havde en bror der arbejdede i Dubai, og at monsunen havde varet usædvanlig længe i år. Måske ville det blive regn senere på dagen. Måske ikke.

“I am sorry,” sagde jeg, “I don’t really no why I’m here. Somebody just thought it would be good if I came.”

“Don’t worry,” forsikrede han mig. “Anything you say, we will be happy to hear.”

Så jeg begyndte som sædvanlig med Adam og Eva – hvilket i mit tilfælde vil sige slangen og stigen – og fandt spillepladerne frem fra tasken. Det var et trick der plejede at virke. Især efter at jeg havde fået dem printet ud i A3.

Jeg havde godt lagt mærke til at den unge kvinde i den røde sari med guldbrokaden havde spidset ører ovre i hjørnet bag computerskærmen. Nu stod hun pludselig ved siden af mig med en mobiltelefon holdt frem mod mig i strakt arm.

“This is Angita,” forklarede rektoren, “our Sanskrit teacher.”

Hun smilede genert og udvekslede et par ord med ham på gujarati.

“She thinks you should talk to this person,” opsummerede han. “He also knows this snake and ladder very well.”

Jeg tog røret og indledte en kejtet samtale hvor jeg prøvende beskrev mit projekt mens der blev brummet utålmodigt i den anden ende. Jeg anede ikke hvem manden var, eller om han for den sags skyld forstod engelsk.

“What is it that you want from me?” spurgte stemmen pludselig skarpt. “You have already written so many emails, and my staff says that you have been constantly visiting the institute.”

“Dr. Shah?

“Yes, I am listening.”

Jeg holdt telefonen ud fra mig og kiggede på displayet. Dér stod det. Sort på blåt. Nummeret jeg uden held havde forsøgt at vriste ud af snart sagt samtlige ansatte og tilfældige forbipasserende på L. D. Institute i Ahmedabad. Nummeret til dr. Jitendra B. Shah. Manden med nøglen til en af landets største og mest værdifulde manuskriptsamlinger.

“I am so happy to finally talk to you,” sagde jeg mens jeg desperat prøvede at huske nogle af mine mange ubesvarede forespørgsler. “There are some accession numbers in your manuscript catalogue that -”

“Accession numbers 14382 and 12380 slash 1. I have them written down right here in front of me. You’ll get them as soon as this bloody monsoon is over. Then, finally, we can all get back to work.”

“That sounds great. I would be very grateful if -”

Og så blev der lagt på.

Jeg sprang euforisk op af stolen og trykkede alle de hænder der var inden for rækkevidde. Jeg havde lyst til at give hele kontoret et kæmpestort gruppekram, men var heldigvis tilstrækkelig kulturelt akklimatiseret til at lade være.

“You like L. D. Institute too much?” spurgte rektoren med et forsigtigt smil på læberne. “I have a slide show on my computer, if you would like to see.”

Jeg var ikke rigtig i humør til at sidde på skolebænken og se power point-præsentationer. Jeg havde mere lyst til noget med champagne og romerlys. Men jeg var seks timer i bus fra Diu og endnu længere fra Daman. De to eneste byer i Gujarat hvor man lovligt kan købe og indtage alkohol.

“Yes, I’d love to,” sagde jeg. “Did you get it from L. D.?”

“No, no,” svarede han og blændede op for et billede af instituttets fjendtlige betonklods af en bygning. “My friend made it. He worked there before.”

Det der fulgte var ikke bare en power point-præsentation. Det var en tour de force i sjældne jainistiske manuskripter fyldt med mystiske talkoder, diagrammer og geometriske figurer. Den ene uvurderlige skat afløste den anden på skærmen foran mig indtil jeg ikke kunne indeholde mere og bare stak rektoren min USB-nøgle.

Så snart monsunen var ovre ville det altsammen kunne blive mit. Det var det på en eller anden uforklarlig måde endelig lykkedes mig at få dr. Shahs ord for. Accessionsnumre 14382 og 12380/1 lå allerede og ventede på mig med deres lokkende titel gyan bazi. Vidensspillet.

Et par timer senere sad jeg bag på rektorens Hero Honda og lod mig ubekymret glide ind og ud mellem lastbiler, privatbusser, kamelkærrer og monsunhuller. Det var tydeligvis ikke meningen at min uransagelige vej skulle ende her. Heller ikke selv om den var ujævn som ind i helvede og belagt med skærver der kunne punktere selv de mest solide dæk.

Reklamer

2 comments

    • Jacob

      Dr. Shah har tilsyneladende vaeret under efterforskning de sidste femten aar, saa den nye anklage er muligvis bare endnu en klods paa taarnet i forsoeget paa at faa det til at vaelte. Og det er ikke utaenkeligt at det sker. To regeringsmedlemmer er netop blevet idoemt lange faengselsstraffe for korruptionsskandaler der raekker tilbage til slut-firserne og start-halvfemserne. Lovens hjul drejer langsomt, men jeg maa alligevel hellere skynde mig at faa saa meget ud af dr. Shah som muligt inden de knuser ham.

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s