Hemacandracharya Jain Jnan Mandir

“You should have contacted me in advance,” sagde mr. Shah beklagende og lænede sig tilbage i stolen. “Then maybe the impossible would not have been the completely impossible.”

Formanden for Hemacandracharya Jain Jnan Mandirs fond til beskyttelse og udbredelse af tempelbibliotekets manuskripter gled ind og ud af syne bag stablerne af mapper og papirer på skrivebordet. Hans hoved var rundt som en kugle, og kun en daggammel skæglinje afslørede hvor den sad fast på halsen.

Jeg fandt et anbefalingsbrev fra Indologi ved Københavns Universitet frem fra tasken og lagde det øverst på en af stablerne som en brik i et fremskredent spil klodsmajor. Jeg ventede på at han skulle gribe ud efter det, men han foldede bare hænderne på maven.

Først da jeg havde forklaret ham brevets indhold og skubbet det ned på den anden side af stablen, rakte han ud efter det med et lille suk. Han læste det lavmælt op for sig selv i et drævende tempo der fik mig til at tvivle på hvor mange af de pæne, lange ord han egentlig forstod.

“Is this the official university stamp?” spurgte han og slog en finger mod papiret.

Det gav en tør lyd fra sig.

“Yes, of course, yes.”

“A very fine stamp indeed,” mumlede han og rømmede sig. “Please be seated while I make a couple of phone calls.”

*

Jeg var ankommet til panchasratemplets bibliotek på slaget ti og havde fået at vide at bibliotekaren holdt frokostpause indtil klokken tolv. Heldigvis var det ikke kommet mere bag på mig end at jeg havde medbragt rigeligt med vand, kiks og læsestof.

Jeg fordrev tiden på en charpoy under et stort træ i den flisebelagte bibliotekshave. En lille familie af tjenestefolk boede i to små værelser inden for porten. De bad om chokolade til den yngste generation der skuffet tog imod mine flade og tørre Parle-G. Indiens svar på mariekiks. G’et står for glukose.

Bedstemoren prøvede for sjov at afsætte sin ugifte datter til mig, men datteren blev forlegen og tilbød istedet sin 12-årige niece. Nu var det min tur til at blive forlegen. Jeg spurgte hvad klokken var og begyndte at fotografere egern.

Klokken elleve kom bibliotekaren cyklende ind gennem porten på et rustent lig uden bremser. Han kurede den ene sandal mod jorden indtil cyklen var så langt nede i fart at han med et lille bump kunne dreje forhjulet ind i havemuren og standse.

Vi gik sammen op ad de brede trapper til indgangen. Han åbnede samtlige døre og vinduer og lukkede små korridorer af lys og luft ind i modtageværelset. De fire katalogbind lå allerede opslået på det runde bord midt i rummet. Han trak en stol ud og bad mig tage plads.

Jeg fandt hurtigt ud af at biblioteket havde flere manuskripter af Samgrahani Sutra end jeg lige umiddelbart kunne overskue. Teksten beskriver de kosmologiske og karmiske systemer der synes at ligge til grund for den jainistiske udgave af stigespillet. Heldigvis var der tilføjet et “sacitra” efter titlen på tre af dem. De var med andre ord illustrerede. Og det måske endda med noget jeg kunne genkende fra spillepladerne.

“Would it be possible to see those three manuscripts?” spurgte jeg bibliotekaren.

“Only on the computer,” svarede han.

“You mean, they have been photographed?”

“No, sir, scanned. All twenty thousand and thirty-five manuscripts have now been scanned.”

Sjældent har jeg haft så meget lyst til at stjæle noget som da bibliotekaren tvang lågen op til et gammelt træskab bag mig og tog en ekstern harddisk ned fra en bunke stofomviklede palmebladsmanuskripter.

Filerne var organiseret i et sindrigt mappesystem der tillod bibliotekaren hurtigt og nemt at finde frem til de tre manuskripter jeg havde efterspurgt. Jeg lagde dog mærke til at han bevægede musen som en landsbypræst reciterer vedaerne. Strengt kodificeret og uden rigtig at forstå hvad, hvordan eller hvorfor.

Han betragtede min demonstration af dobbeltklikket med udpræget skepsis og fortsatte ufortrødent med at benytte sig af det enkelte klik efterfulgt af “enter”.

Filerne var individuelt beskyttede med et 18 ciffer langt kodeord hvis 9-cifrede halvdele var opført i hver deres regnskabsbog. Langsomt men sikkert tastede bibliotekaren cifrene ind og åbnede op til de tre filer i det virtuelle skatkammer foran mig. Mens manuskripterne lå trygt og godt i deres arsenikoverstrøede opbevaringskasser dybere ind i tempelbiblioteket, sad jeg her i modtageværelset og nærstuderede deres mindste fibre.

Det forekom mig intet mindre end mirakuløst.

“I would like to have copies of all three files,” konkluderede jeg efter få minutter.

Koste hvad det ville.

“Only print-out available,” sagde bibliotekaren og lagde hånden på en gammel blækpatronprinter. “One page, four rupees.”

“Color print-out?” spurgte jeg håbefuldt.

“No, sir, only black and white available.”

To timer og fire udtjente blækpatroner senere sad jeg stadig og stirrede deprimt på printeren spytte den ene mere smudsige side ud efter den anden. Selv sort-hvid havde været at tage munden for fuld. Farveskalaen dækkede udelukkende et stærkt begrænset antal gråtoner der kun vanskeligt kunne skelnes fra hinanden.

De illustrationer af himle og helveder der var så detaljerede og farverige på skærmen lignede ikke andet end en træt blyants tilfældige linjer på udskriften. Og kommentarerne til dem lignede til forveksling de udtværede blækspor printeren havde trukket hen over papiret.

“I need to talk to your superior,” sagde jeg med det beherskede raseris myndighed der kun findes på desperationens yderste rand. “I need to talk to mr. Shaw.”

*

“You see,” sagde mr. Shaw da han havde afluttet den fjerde telefonsamtale på højrøstet gujarati, “I am really a tax lawyer by profession.”

Jeg må have set lige så uforstående ud som jeg var. I hvert fald fortsatte han:

“The deadline for filing tax returns is the 30th of September. So, you see, I am a little … overburdened at the moment.”

“I can wait,” sagde jeg fra kanten af min stol. “Anytime is a good time. But, of course, the sooner the better.”

Mr. Shah nikkede hen for sig og klipsede mit anbefalingsbrev sammen med listen over de ønskede manuskripter. Så lagde han begge dele tilbage på en af stablerne foran sig.

“Call me next week,” sagde han. “Then we will see what can be done.”

Og det må vi jo så gøre.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s