Manharbhais ABC

“Take this card,” sagde den kvindelige guide på Calico Museum of Textiles i Ahmedabad. “But don’t show it to anybody else. Understand?”

Tonefaldet var belærende og konspiratorisk. Som det havde været det da hun midt under rundvisningen havde tilbudt at “glemme” mig i rummet med museets tre jainistiske gyan chaupar-spilleplader.

Det var ikke ligefrem fordi jeg var blevet ladt alene. En sværm af sariklædte lavkastekvinder og en enkelt uniformeret vagt med gevær havde fulgt os rundt i den dunkle havelis labyrintiske gange og åbnet og lukket den ene sirligt udskårne trædør efter den anden i en fortsat afsløring af værelser og trapper. Og da dronningeguiden havde lagt en blid men bestemt hånd på min skulder og skubbet mig ind i et tilstødende halvkammer, stod der allerede et par af hendes kammerjomfruer derinde og oplyste de eftertragtede bomuldsmalerier med batterisvage lommelygter.

Jeg skød visitkortet ind mellem to sider i min notesbog uden at kigge på det. Hun nikkede anerkendende og gik tilbage mod hovedbygningen med hastige skridt.

Det var først senere samme aften da jeg satte mig ned for at gennemgå dagens optegnelser at jeg atter kom i tanke om kortet. Bogstaverne var hvide og svungne mod en baggrund af blågrå karton:

Art Book Center
Specialist in Books on Indian Art and Culture
Madalpur, Nr. Jain Temple, Ellisbridge

Jeg vidste at Ellisbridge var en bydel på den anden side af broen af samme navn, men mine bykort nævnede hverken Madalpur eller jainistiske templer. Det måtte jeg overlade til rickshawchaufførerne at finde ud af. De havde endnu ikke fejlet mig på mine daglige ture rundt i millionbyen.

Det tog en lille time i den følgende dags brændende middagssol at finde frem til adressen. På et tidspunkt havde chaufføren i desperation anvist en boghandel i en butiksarkade langs vejen. Kun ved gentagne gange at kigge mig tilbage over skulderen og fange hans blik inde under rickshawens kaleche var det lykkedes mig at holde ham tilbage indtil jeg ved selvsyn kunne konstatere at det ikke var den rigtige boghandel.

Det var først da vi forstod at Madalpur var en landsby der for længst var blevet opslugt af storbyen, men stadig eksisterede inde i den, mere som en sindstilstand end som et fysisk afgrænset sted, at det lykkedes os at slippe væk fra de travle gader, butikker og kontorer og ind i det søvnige beboelseskvarter hvor Art Book Centre lå gemt væk på førstesalen af en lille tilbygning til et lidt større hus.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg trådte over en sovende hund i døråbningen og op ad en smal trappe til en svalegang overhængt med forskelligfarvede stofstykker dekoreret med delvist genkendte mystiske symboler. Den eneste dør videre var anonym og udekoreret. Jeg sparkede sandalerne af og bankede forsigtigt på inden jeg åbnede den på klem.

Indenfor i det lille private hjem stod bøgerne stablet fra gulv til luft. De fleste af dem i stort format med reproduktioner af indisk kunst og kultur fra alle tænkelige tider og steder. Midt i det hele sad en aldrende mand i en ternet skjorte og stirrede stift ud i luften. Først da jeg satte mig på den eneste ryddede plads foran ham, kom der liv i øjnene og kroppen.

“Welcome,” sagde han, “you must be the young scholar searching for the very ancient board game.”

Jeg har efterhånden lært ikke at lade mig overraske af den slags skæbneladede sammentræf. De er en del af Indiens magi og charme og bør ikke søges forklaret.

Manharbhai beklagede at han for tiden ikke havde den kunstbog med reproduktioner af jainistiske kosmografier som jeg uden tvivl ville finde interessant, men han havde til gengæld fundet et par andre bøger frem til mig.

“Only two of three games from the Calico are here, but also one from private collection in Antwerpen, Belgium.”

Bøgerne lå på et lavt glasbord med lyserøde busbilletter stukket ind mellem siderne hvor spillepladerne var optrykt. Jeg vidste med det samme at de ville fylde og veje for meget i rygsækken så tidligt på rejsen, men skrev de nødvendige informationer ned og vendte interessen mod et kortspil han også havde lagt frem til mig.

“More than one hundred years old,” sagde han og slog æsken let mod bordkanten, så toppen af de guldrandede kort gled ud. “Nowhere else you will find them.”

Der var 38 kort i æsken fordelt på tre forskellige serier kendetegnet ved hvert deres bogstav. Et vedlagt minihæfte forklarede at de krigeriske illustrationer på kortene stammede fra en række nu forsvundne freskoer af slaget om Patna i 1796. Et andet minihæfte beskrev reglerne til spillet, men var så skrøbeligt at der brækkede små stykker af papiret da jeg forsøgte at åbne det.

Så vidt jeg kunne forstå var kortene trykt i det britiske imperium i slutningen af 1800-tallet og udgivet som en del af Bhavnagar State Historical Picture Series der også inkluderede erobringen af Chital i 1793 og slaget om Tana i 1794.

En prikkende fornemmelse spredte sig ud i hænder og fødder. Endnu engang var jeg overvældet af spilformatets unikke evne til at repræsentere livet og verden.

Jeg havde hverken lyst til at fragte kortene rundt under anstrengende og ugunstige forhold eller at sende dem til Danmark med et postvæsen der flere gange tidligere har svigtet. Desuden havde jeg heller ikke de 7000 rupees på mig som Manharbhai insisterede på at kortene var værd.

“My little shop will raise your spirit and drain your wallet,” sagde han med et alt andet end gådefuldt smil.

Nu ligger der så kuriosa til en samlet værdi af 20.000 rupees og venter på mig til næste gang jeg besøger skatkammeret i den lille landsby i midten af Ahmedabad. Og hvem ved, måske der kommer mere til. Manharbhai er åbenlyst begavet med både forsyn og forretningstalent.

Reklamer

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s