Tre slanger og en stige

OLYMPUS DIGITAL CAMERAJeg har fundet min første gyan chaupar-spilleplade. Det er godt nok en reproduktion af en original fra Victoria and Albert Museum i London, men alligevel. Den hænger på Sanskar Kendra City Museum i Ahmedabad, hvor det trods fotoforbud lykkedes mig at knipse den. Jeg var eneste gæst på museet, og vagten var faldet i søvn op ad en stor og sandsynligvis uerstattelig lerkrukke.

Til hendes forsvar skal det siges at museet er designet af Le Corbusier med det eksplicitte formål at holde varmen ude, og hvis hun sover lige så dårligt som jeg gør med en nattemperatur på lige under tredive grader, så forklarer det meget.

*

Dagen var begyndt på Lalbhai Dalpatbhai Institute of Indology hvor dr. Shah som forventet var “out of office”. Dr. Mehta tog imod på kontoret overfor og beklagede at instituttets 80.000 manuskripter var under lås, slå og klimakontrol indtil monsunen var ovre. Jeg kunne dog prøve at kontakte dr. Pancholi som jeg tidligere var blevet henvist til af dr. Wakankar med strenge ordrer om ikke at fortælle dr. Shah at jeg således var blevet opfordret til at gå bag hans ryg.

På et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes mig at forveksle to doktorer eller komme til at nævne en tredje i en fjerdes påhør, så jeg bliver nødt til at påberåbe mig en femtes autoritet og så ellers bare håbe at panderynkerne glatter sig ud af sig selv.

Dr. Mehta sank et par centimeter i sit aldrende skelet da hun fandt ud af at jeg var fra Danmark. Erindringen om et møde med en dansk forretningsmand i Ahmedabad i 1970 vakte vist flere minder end hun var parat til at dele med en fremmed. Måden hun blev ved med at messe hans navn på, sådan lidt hen for sig – Ole Vogt Ole Vogt Ole Vogt – talte sit eget utydelige sprog.

Hun morede sig over at hun var uddannet inden for naturvidenskaberne, men ansat inden for filologien. For tiden arbejdede hun på at oversætte en amerikansk-indisk selvhjælpsgurus bogserie om Global Healing til Gujarati. Hun var halvvejs gennem bind to.

“He is spreading his message,” som hun sagde, uden at komme nærmere ind på hvad budskabet så var. Jeg lagde mærke til at det var en af den slags bøger hvor halvdelen af teksten er trykt med fed.

Mellem brudstykkerne af vores forsøg på en samtale blev jeg introduceret til flere andre der var mødt ind den dag. En pensioneret filosofiprofessor der glattede håret på ørerne når han talte, en nervøs ung mand der hele tiden mumlede om de 60.000 manuskripter han endnu manglede at katalogisere, en plump kvindelig sekretær der forsøgte at skære bidder af et æble med en brevåbner, og andre der bare kom og sad lidt uden at sige noget før de rejste sig igen og gik.

Men ingen dr. Pancholi. Hun havde taget dagen fri eller var gået på orlov. Ingen synes rigtig at vide det. Kun at de ikke havde set hende for nylig. Måske var hun syg. Eller på indkøb. Det kunne være så meget.

Til sidst tilbød dr. Mehta at sætte mig i kontakt med prof. Bombaywala fra Hazrat Peer Mohammed Shah Library hvis jeg så til gengæld lovede at lære hende dansk. Hun ventede tålmodigt på at jeg havde skrevet navn, adresse, email og telefon ned i hendes private notesbog før hun ringede til biblioteket og konstaterede at professoren var gået til frokost.

Vi sagde “goddag” og “farvel” og så var jeg ellers på vej videre med rickshaw gennem fyrre graders varme og vindstille til Bholabhai Jeshingbhai Institute of Learning & Research. Trafikken var endnu tættere end om morgenen, og genvejene var blokeret af religiøse optog anført af lastbiler med kæmpemæssige højtalere og gudestatuer på ladet. Det var dagen efter Ganesh Caturthi, og horderne af dansende unge mænd var åbenbart ikke færdige med at lufte elefantguden i skyer af lyserødt farvepulver.

Da jeg endelig nåede frem viste det sig at institutleder Savalia var på sygeorlov, og at udstillingen af sjældne manuskripter – hvis åbning var blevet annonceret i Times of India to dage forinden – var lukket. Heldigvis havde jeg åndsnærværelse nok til at hænge ud i vagtstuen og drikke chai indtil en lille rund dame kom forbi, forstod sammenhængen og skældte mine tre uniformerede venner huden fuld.

“You don’t just close your shop because you don’t have any customers, now, do you?” sluttede hun svadaen af på engelsk med et lille nik i min retning.

Udstillingen var mindre – og mindre imponerende – end avisartiklen havde givet indtryk af. En lille samling indiske ganjifa-spillekort i klassisk rundformat og en kortrulle over en jainistisk pilgrimsfærd opholdt mig kort inden jeg besluttede mig til at spørge efter manuskriptkataloget. Kustoden vendte straks tilbage med nummer tre ud af et ikke nærmere bestemt antal bind.

Bortset fra et par referencer i astrologisektionen til kort og diagrammer med potentiel kosmografisk relevans for mine spilstudier, var det mest værdifulde jeg fandt beskrivelsen af en række fysiognomiske værker som min egen dr. Zysk fra Københavns Universitet kunne være interesseret i. Et tilsyneladende velbevaret manuskript fra 1696 med illustrationer af kroppen og dens skæbnetegn virkede særligt lovende. Noget bekymrende var dets omfang dog opgjort til “c. 100-120 folios”.

Var det et manuskriptkatalog lavet på slum?

*

Dagen ville ikke være fuldendt uden et besøg på det islamiske bibliotek hvis professor dr. Mehta havde forsøgt at sætte mig i kontakt med. Det lå på første sal i en bygning ligesom alle de andre ud til en lille gade gemt væk et sted i et fjernt hjørne af den gamle bydel. Baggården var overraskende stor og husede blandt andet en fungerende moské med søjlegang og fire kupler.

“You must be the Dane,” sagde en solskoldet mand på min egen alder med tyk australsk accent. Han sad på den ene side af et kolossalt skrivebord med tre foroverbøjede sekretærer på den anden. Svedperlerne piplede frem omkring hårrødderne på hans kronragede hoved.

“They told me about you at the L. D. Institute,” forklarede han. “Do you by any chance read Persian or Arabic?”

Mit blik vandrede fra hans ansigt ned til hans hænder der hvilede på en stak bøger nogen tilsyneladende netop havde placeret foran ham. De var indbundet i falmet stof med håndskrevne titler på ryggene. Arabisk, persisk, urdu. Jeg var ude af stand til at se forskel.

Jesse forklarede at han forskede i de indiske parsiers historie fra sin base i Navsari i det sydlige Gujarat. Han beskrev biblioteket dernede som et “dream library”, men sig selv som en “language disaster”. En af hans forskerkolleger var for nylig faldet over de første 23 sider af verdens ældste eksemplar af avestaen, parsiernes hellige bog, hvis resterende sider er udstillet i en montre på Oxford University. De manglende sider havde ligget på en hylde under en stak bøger ikke ulig den der nu stod truende foran ham.

Vi sad en halv time ved skrivebordet og ventede uden helt at vide på hvad. Sekretærerne ikke så meget som løftede hovederne fra deres arbejde der mestendels gik ud på at slå streger i overdimensionerede regnskabsbøger og gøre optegnelser i de deraf opståede felter. Det eneste formodede tegn på at vores tilstedeværelse ikke var uønsket, var den stadige strøm af chai og Pepsi der blev bragt ind til os.

Da prof. Bombaywala endelig dukkede op var han så undseelig af fysik og natur at jeg troede at han blot var en chaiwala. Først da jeg kiggede ham i øjnene og så hvordan det brune rundt om pupillernes sorte strålede eller bølgede ud mod omkransende tågeringe af blåhvid fortabelse, forstod jeg at jeg endelig stod over for den lærde autoritet jeg havde søgt hele dagen.

Vi fulgte med professoren om bag en skillevæg der skar rummet over i reception og kontor. Han fortalte ivrigt om bibliotekets samling af 4000 sjældne og uvurdelige manuskripter som et hold eksperter fra den iranske republik for nylig havde været forbi for at scanne ind. Da vi spurgte om indscanningerne var blevet gjort tilgængelige på nettet, svarede han at han ikke vidste noget om computere. Vi måtte forstå at han trods alt havde rundet de firs.

Jesse havde et møde en time senere i den anden ende af byen, så jeg lod ham få det første ord. Og han nåede ikke at sige meget mere før professoren afbrød ham med en pludselig håndbevægelse og samlede en bog op fra skrivebordet. Den næste halve time læste han op på en blanding af engelsk og gujarati mens Jesse desperat forsøgte at få tastet strømmen af persiske navne og bogtitler ind i sin computer.

“What book are you reading from?” spurgte han da professoren endelig holdt en kort pause.

“Oh,” svarede professoren og slog blikket ned, “it is just a little work of my own.”

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle bygge bro fra parsiske middelalderhistorikere til indiske brætspil, men skiftet voldte tilsyneladende ikke professoren lignende kvaler. Han samlede bare en ny bog op fra skrivebordet og fortsatte oplæsningen. Denne gang om islams indoptagelse af lokale tradtioner for spil og sport på sin vej fra mellemøsten til Indien.

Jeg vurderede at det var overflødigt at spørge ham hvilken bog han nu læste op fra.

Professor Bombaywala afsluttede lektionen med at tegne et kort over et område af bydelen Paldi på den anden side af floden. Over for Indian Institute of Design placerede han Sanskar Kendra City Museum.

“Go with God,” sagde han, “and you will find what you seek.”

Klokken var kvart over fem og jeg havde ikke spist siden den tørre aloo paratha der var blevet serveret på mit hotelværelse samme morgen. Men jeg vidste at jeg ikke havde noget valg. Der var tre kvarter til museet lukkede.

Reklamer

One comment

  1. Moesgaard

    Og nu, som jeg varslede i forrige kommentar, er det åbenbart Game On! Selv om jeg ikke i min vildeste fantasi havde kunnet forudsige detaljerne i din lille beretning, forekommer alt, hvad du skriver mig, både velkendt og åbenlyst naturligt i den støvede verden, der er indisk biblioteksbureaukrati. Jeg håber, du tog chancen og gik med gud. Jeg følger gerne med fra sidelinjen.

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s