Ankomst

Venstre baghjul sank i til fælgen da jeg satte mig ind bag i den sortgule taxa ude foran lufthavnen i Mumbai. Chaufføren gik et par gange rundt om vognen og sparkede til det halvflade dæk hver gang han passerede det. Så rystede han på hovedet og satte sig ind bag rattet. Som om han blot lige ville konstatere at jo, baghjulet var fladt, og nej, der var ikke noget han kunne gøre ved det, inden vi begyndte den timelange tur ind til byen.

Og som altid i Indien nåede vi selvfølgelig også frem. Eneste krise var da chaufføren blev nødt til at trykke speederen i bund for at komme op ad rampen til et flyover. Den skarpe vinkel ved foden af rampen blev yderligere accentueret af en tværliggende metalskinne der var gået løs. Trykket på dækket var så stort da vi hamrede over den at jeg kunne høre fælgens eget metal skrige mod skinnens. Chaufføren rystede bare endnu engang på hovedet og tilføjede et lille tsk, tsk.

Hotel Lawrence lignede sig selv med sin elevator på eget ansvar og drivende rødt paanspyt op og ned ad væggene i trappeopgangen. Jeg trådte behændigt over de sovende familier på afsatserne, og da jeg nåede op på tredje, blev jeg budt på frisklavet daal, den stod stadig og simrede på primussen. Jeg havde sovet fra måltiderne på flyet, så jeg takkede ja og fik mig en hurtig skål inden jeg fortsatte op til hotellet på fjerde.

Den selvudslettende høflige Mr. Lawrence (som vist nok kun hedder således i backpackermunde fordi der ikke er nogen der kan finde ud af at udtale hans rigtige navn) tog imod iført lungi og læsebriller. Han flyttede en bunke upanisadeoversættelser over i vindueskarmen og førte mig sirligt ind i sin gammeldags regnskabsbog der i udfoldet størrelse er næsten er lige så stor som skrivebordet.

Mens han skrev, lagde jeg mærke til endnu en bog, den lå på briksen ovre i hjørnet hvor han holder siesta og iøvrigt sover når han arbejder sent: “How To Ease The Pain Of Dying”. Lå skyggerne lidt dybere og lidt mørkere under øjnene end før? Hang huden lidt mere gråbrun og slap fra knoglerne?

Jeg var til gravøl for en gammel ven inden jeg fløj fra København og ser måske døden tydeligere omkring mig end jeg plejer. Det er ikke kun i Mr. Lawrences ansigt at den står skrevet, det er i hele hotellet som sådan. Måden det fæstner sig i mig på, som en film opløst i stillbilleder. Det der bliver tilbage når nogen slukker for projektoren.

Her til morgen bankede Mr. Lawrence som sædvanlig på præcis klokken otte og spurgte om jeg ville begynde dagen med te eller kaffe. Kaffe, svarede jeg, og ti minutter senere var han tilbage med toast og smør og en kande kaffe der var så tynd at den lige så godt kunne have været te. Præcis som var det i går. Et levende minde i krydsfeltet mellem erindring og oplevelse.

Jeg skriver dette mens jeg høfligt drikker endnu en kop, så kanden ikke skal føles for fuld når han om lidt banker på for at hente den. Uden for vinduet slår klokketårnet på det gamle britiske universitet halv ni, og jeg kan mærke byen trække i mig.

Vandflasken på sengebordet har desuden været tom siden engang i nat.

Reklamer

6 comments

  1. Lars Vilhelmsen

    Mystik, lurende død, falsknerier, tynd kaffe og eksistentialistisk snakes and ladders! Godt du skrev at du havde fyret op under bloggen, så jeg kunne få tilmedt mig beskeder om hvert nyt indlæg fra Onkel Rejsende Jacques.

    (Et enkelt spørgsmål: I denne post skriver du at du var til gravøl for nogen, men tidligere nævner du blot en sen aften på fontænen. Hvem var død?, tænke læseren…)

    • Jacob

      En gammel ven fra gymnasietiden er doed. Alt for ung selvfoelgelig. Og det skulle naturligvis protesteres den halve dag jeg var i Koebenhavn paa vej fra Roenne til Mumbai.

  2. Maja

    Nu må det vist være tid til at følge med i en blog. Det er jo nærmest pinligt at indrømme at man ikke har gjort det før. Fortsat go rejse.
    Maja.

  3. Alex

    Jeg melder mig også under de medfølgende læseres faner, og venter i spænding på rejseglimt fra det vanvittige land.

  4. Anne-Mette

    Også mig! Ren fornøjelse og bombardement af sanseindtryk. Glæder mig til selv at komme på de breddegrader inden alt for længe.

Instant Karma

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s